Tuba:
PER HOLCK

Jeg startede som flere andre i orkesteret med at spille blokfløjte i skolen. Men i modsætning til dem stoppede jeg efter et par måneder… 

Mange år senere i 2006 lyttede jeg beundrende til en tuba i Odder Tyrolerne. Det opfattede lederen og kom hen og fortalte, at de lå inde med en tuba mere, så den kunne jeg da låne og prøve. Det lån har siden hen kostet mange timer! 

Min første tubalærer, en ung musikstuderende, spurgte hvor længe jeg så havde spillet? Hun så noget mærkelig ud, da jeg fortalte, at jeg kun havde haft tubaen i en uge. Men ok, jeg fik da efterhånden lært at spille et par toner, og efter et halv år startede jeg efter bedste evne i Odder Tyrolerne og deres moderorkester Odder Harmoniorkester. Heldigvis havde de og har nu igen en tubaspiller, som kan klare alle noderne, mens jeg følger med, så godt jeg kan. 

I 2015 mødte jeg Niels Friis, og han fik mig med i Kelds Kulinariske Kapel. Her var der plads til en tuba, så Keld kan koncentrere sig om direktionen. 

Humøret er højt, og de muntre kommentarer flyver gennem luften, men der er stadig en tryg atmosfære, hvor også vi, der først er startet spilleriet i en sen alder, kan være med.